Tilbage til oversigten


28.
August
Kl. 19:00

THE BLACK ANGELS (US)
+ support

https://www.facebook.com/events/1758931204197972/?ti=cl

smash!bang!pow! & Beatbox Entertainment præsenterer:

The Black Angels (US, Partisan Records)

De amerikanske psych-bannerførere The Black Angels spillede tilbage i september en udsolgt koncert i Pumpehuset.
Her blev billetterne revet væk og mange fans måtte desværre opgive at opleve det texanske femkløver i denne omgang.
Men der er håb forude. Den eftertragtede kvintet vender nemlig tilbage til København sidst på sommeren.
Og denne gang udspiller deres musikalske excesser sig i større rammer med plads til flere, når amerikanerne 28. august 2018 besøger Den Grå Hal på Christiania.

Kvintetten The Black Angels stammer fra musikbyen Austin i Texas. Gruppen har været aktive siden 2004 og har med årene udviklet sig til et af de mest indflydelsesrige navne på neo-psych-scenen. Ikke mindst på grund af frontmand Alex Maas og guitarist Christian Blands engagement i den toneangivende, årlige rockfestival LEVITATION (tidligere kendt som Austin Psych Fest).

Bandet har siden debutalbummet, nyklassikeren »Passover« fra 2006, udgivet yderligere fire skarpskårne skiver med hypnotisk rockende garage-psych. Deres seneste album er sidste års »Death Song«, der af mange betragtes som gruppens stærkeste siden debuten. Udspillet fik lovprisninger i fremtrædende musikmedier verden over og sangen »Currency« høstede massiv airplay herhjemme på P6 - Beat.
    
Live er The Black Angels garant for en intens rockopvisning. Deres stilfulde og historiebevidste opkog af bevidsthedsudvidende psych og snerrende garagerock smelter på scenen organisk sammen til en guitarfræsende og sortrandet helhed. Det er effektivt, pokkers medrivende og generelt bare megacool af befinde sig i texanernes musikalske selskab.