Tilbage til oversigten


11.
May
Kl. 20:00

UDSOLGT
GOGOL BORDELLO (US)

https://www.facebook.com/events/1996304730625791/

GOGOL BORDELLO GIVER TRE DANSKE KONCERTER I FORÅRET

Til maj besøger Gogol Bordello Danmark og giver tre koncerter med deres energiske, balkan-inspirerede folk-punk.

Gogol Bordello blev dannet på Manhattans Lower East Side i New York tilbage i 1999. Navnet ”Gogol” er taget efter den russisk-ukrainske forfatter Nikolai Gogol, der smuglede ukrainsk kultur ind i det russiske samfund på samme måde som Gogol Bordello smugler deres østeuropæiske musik ind i lande, der normalt mest hører engelsksproget musik. Størstedelen af Gogol Bordello er da heller ikke oprindeligt fra New York: Frontfigur og primus motor, Eugene Hütz, er oprindeligt fra Ukraine, både violinist Sergey Ryabtsev og guitarist Boris Pelekh er fra Rusland, og de resterende medlemmer oprinder fra lande i alle retninger som fx Hviderusland og Ecuador.

Gogol Bordello albumdebuterede i 1999 og har til dato udgivet ikke mindre end ti album, senest ”Seekers And Finders” fra 2017. I Danmark slog bandet for alvor igennem med den sindssyge 2006-festivaloptræden på Roskilde Festivals Arena-scene, hvor blandt andet hits som ”Start Wearing Purple” fra debutpladen ”Voi-La Intruder” hurtigt var på alles læber. Udover Roskilde Festival har Gogol Bordello gæstet markante festivaler som Coachella, Lollapalooza, Bonnaroo, Rock am Ring, Reading, Leeds, NorthSide og mange flere.

Det otte mand høje orkester Gogol Bordello kalder selv musikken for ”gypsy punk” og er kendt for enormt energiske og farvestrålende koncerter med klare referencer til Balkan-traditionen. Gogol Bordello tropper op med både violin, mandolin, tunge trommer og formidable guitarriffs, og det er ikke til at tage øjnene fra Eugene Hütz, der sørger for et energiniveau på vindstyrke 11 med sin karismatiske tilstedeværelse på scenen.

Der er ingen vej uden om - du kan lige så godt begynde at glæde dig til maj, når Gogol Bordello gæster ikke bare et, men tre spillesteder, nemlig Train i Aarhus, Posten i Odense og Den Grå Hal i København på følgende datoer:

Onsdag den 9. maj - Train, Aarhus
Torsdag den 10. maj - Posten, Odense
Fredag den 11. maj - Den Grå Hal, København